Vi håber, at I har haft en fantastisk, solrig og afslappende sommerferie – uanset om den er brugt i udlandet eller hjemme i haven. Nu ruller hverdagen i gang igen, og det betyder også, at der er nyt fra grundejerforeningen. Bestyrelsen har ikke ligget helt på den lade side over sommeren, og vi har flere spændende opdateringer til jer i dette nyhedsbrev.
Prisfald på affaldsafhentning på vej i Holte
En aktindsigt i priserne på affaldsafhentning i Holte Grundejerforenings område fra maj 2026 viser, at vi betaler mere end andre, men der er et prisfald på vej. Formålet med aktindsigten er at få fuld gennemsigtighed over tallene og aftalen med skraldefirmaet City Container. Resultatet viser, at Rudersdal er den tredjedyreste kommune i hele landet til affaldshåndtering, og grundejerne betaler det dobbelte i forhold til nabokommunen Lyngby-Taarbæk for den samme ydelse. Kommunens affaldsregnskab for 2025 er gjort op, og det viser et overskud på 26 millioner kroner. Klima- og Miljøudvalget har den 15. april 2026 besluttet, at dette overskud skal sendes tilbage til borgerne ved at sænke affaldsgebyret i 2027.
Læs detaljerne i aktindsigten her: https://holtegrundejerforening.dk/renovationspriser-i-rudersdal/
Separatkloakering
Rudersdal Kommune gennemfører i samarbejde med forsyningsselskabet Novafos en total omlægning af kloaksystemet over en 30-årig periode. Målet er at adskille regnvand og spildevand i to separate rør for at beskytte miljøet og mindske risikoen for oversvømmelser.
Ca. 75 % af kloaknettet i kommunen er i dag fælleskloakeret. Rørene fra 1920-1960’erne er slidte og for små til nutidens store regnmængder.
Arbejdet er allerede i gang i Rudegård, og der er holdt informationsmøder for borgerne i Holte midt og Øverød Nord i foråret.
Som grundejer har du pligt til selv at betale og sørge for at adskille regnvand og spildevand på din egen matrikel, så Holte Grundejerforening følger sagen tæt. Bl.a. viser en rundspørge til Kommunernes Landsforening, Hørsholm og Lyngby-Tårnbæk kommune, at der ikke er samarbejde mellem kommunerne. Det kan i sig selv synes overraskende.
Holte Grundejerforenings bestyrelse følger naturligvis sagen nøje og arbejder på et evt. borgermøde om separatkloakeringens praktiske udførelse.
Læs mere om separatkloakering her: https://holtegrundejerforening.dk/wp-content/uploads/2026/03/Vaerd-at-vide-om-separatkloakering-Holte-Grundejerforening.pdf
Genregistrering af bygninger med middel bevaringsværdi
Rudersdal Kommune gennemfører i foråret og sommeren 2026 en genregistrering af bygninger med middel bevarings værdi, som skal danne grundlag for en kommende temalokalplan, hvor fokus er på bevaring af områder og bygningers særlige præg.
Udgangspunktet er, at alle bygninger i Rudersdal Kommune har en bevarings værdi, og formålet med temaplanen er i den forbindelse at vurdere, om den nuværende bevarings værdi stadig passer til bygningens udseende og omgivelser i dag. I den forbindelse vil cirka 1.600 bygninger få besøg af en arkitekt, som ser på bygningens ydre
Holte Grundejerforening har på møde med Borgmester og Udvalgsformænd samt i sit høringssvar til Kommuneplanen 2025 i marts 2026 fokuseret rigtig meget på lige netop dette område og det glæder os derfor meget, at Rudersdal Kommune nu tager fat på dette. Vi vil naturligvis følge område nøje fremover.
Læs Holte Grundejerforenings høringssvar til Kommuneplanen her: https://holtegrundejerforening.dk/wp-content/uploads/2026/03/Hoeringssvar-vedr.-Kommuneplan-kladde-09.03.2026-final.pdf
Næste generalforsamling bliver i foråret 2027
På den ekstraordinære generalforsamling den 4. april 2026 blev det besluttet at ændre regnskabsåret til at følge kalenderåret. Det betyder at regnskabsåret 2026 vil udvides og dække perioden september 2025-december 2026 og kontingentopkrævning for 2027 sker dermed først fra 1.1.2027.
Derfor flyttes den ordinære generalforsamling til at være i foråret. Invitationer vil blive fremsendt digitalt.
Har du lyst til at gøre en forskel for vores fantastiske kvarter?
Går du og brænder for at gøre vores område til et endnu bedre sted at bo? Har du gode idéer til separatkloakering, varmekilder eller bevaring af vores smukke huse eller noget helt tredje? Så er det lige dig, bestyrelsen mangler! Vi mødes ca. 1 gang om måneder og drøfter politiske relevante indsatser.
Du forpligter dig ikke til noget ved at række ud, så skriv en uforpligtende mail til formand@holtegrundejerforening.dk